Idag blev dagen, hvor indsigten for alvor landede for mig.  En indsigt som blev til en erkendelse af, at jeg, endnu engang har gentaget mit vante mønster, mine vante tanker og følelser.

Det er en fuldstændig menneskelig og helt almindelig tendens, for vi mennesker er vanedyr – uanset om de vaner er gode for os eller ej, så gentager vi dem og særligt rent mentalt – kan de være en udfordring at se, idet de ofte gentages ubevidst.

IGEN er min bevidsthed, min allerbedste ven. Og for at blive bevidst om de tanker jeg gentager for mig selv, som negative bekræftelser der kører på repeat, bruger jeg det at skrive, som redskab for at opnå selverkendelse, forløsning og healing.

Det at skrive dine tanker og følelser ned, får dem fra hovedet og ud af dit system. Samtidig gør det dig bevidst om de bekræftelser du gentager for dig selv og skaber din virkelighed med.

Maria Korsvang

De tanker jeg fik skrevet ned i dag, var ren og skær frygt. Frygt for det ukendte og uvisse, frygt for at følge min impulsive og ikke altid dybt fornuftige og gennemanalyserede intuition, frygt for at gå med hjertet, frygt for at være sårbar i offentligheden, frygt for at stå frem med hele mig, frygt for at være synlig, frygt for at være for meget, frygt for at træffe “forkerte” valg osv. osv.

Og som jeg fik skrevet frygt-tankerne ned, fik jeg lyttet til frygten og gav den følelse lov til at tale. Alt den vil er jo at passe på mig, så den skal anerkendes og accepteres, ligesom alle andre følelser skal.

Samtidig med jeg skriver, bliver jeg bevidst om, at frygten er min gamle rille. Mit gamle mønster, min gamle vane, min motorvej rent mentalt- det er trygt og ligetil at vælge den og ofte opdager jeg det ikke. Før jeg så skriver ned og bliver bevidst om mit mønster.

Men frygten er er en følelse, på ligefod med glæde og begejstring, vrede og sorg. Følelsen definerer ikke mig, den skal anerkendes og mødes for at den ikke vokser og skaber blokeringer i min krop. Men den er energi ligesom alt andet,  foranderlig og altid i bevægelse og hvis jeg tillader følelsen, ved at anerkende, lytte til budskabet og slippe igen – så skaber jeg flow og kan lettere finde tilbage på sporet af min sandhed.

Frygt kan være et tegn på, at vores tanker og fokus er i fremtiden og ikke i nuet.

Maria Korsvang

Når jeg anerkender frygten, ser jeg at det er bekymringer, som skyldes, at mit fokus og tanker er på fremtiden og alt det, som jeg ingen magt har over.

Bekymringerne er derfor mit kald til igen at vælge nuet til, vælge tilliden til livet og mig selv til. Vælge at bane de nye mentale veje, med støttende, kærlige overbevisninger, som skaber den virkelighed og det liv, jeg drømmer om.

De nye veje tager lang tid at skabe, for der er vaner og mønstre der skal ændres og det kræver naturligvis en god portion tålmodighed.

Jeg starter med at skrive de negative bekræftelser om til positive og vælger at gentage dem for mig selv igen og igen. Samtidig mærker jeg hvordan frygten forløses og erstattes med en følelse af lethed og kærlighed, accept og ro. Følelsen af at have fundet MIN sandhed og sluppet alt det, som jeg har taget til mig fra andre, som IKKE er mit og som jeg ikke har lyst til at skabe min virkelighed ud fra.

Mine nye overbevisninger, som jeg omskriver fra de negative lyder sådan fx sådan her:

Jeg ved, at min intuition er mit bedste værktøj til at finde vej i livet – den tager aldrig fejl og jeg kan trygt følge dens beskeder og dermed mit kald.

Ved at følge min intuition, mærker jeg hvordan tilliden til mig selv og til livet generelt, bare vokser. Jeg vælger at vande og pleje min følelse af tillid og ro.

Jeg vælger at se mulighederne, fremfor begrænsningerne. Vælger at tro at livet altid sker for mit og andres højeste bedste.

Jeg åbner mine arme og tager imod al den overflod, som livet har til mig.

Jeg ved, at min sårbarhed og sensitivitet er mit mønster – som jeg kan vende til en styrke.

Jeg erkender, at livet er fyldt med cyklusser, ligesom i naturen, hvor de gamle blade pt. slipper træerne for at give plads til næste cyklus, som til foråret vil bringe nye sprudlende, friske blade på træet. Bladene har ingen frygt for at slippe træet og falde – det er en naturlig proces, for at skabe plads til det nye.

Jeg kan slippe dét som ikke er min sandhed, slippe de tanker og bekræftelser som ikke er til for mit højeste bedste. Slippe i tillid og i kærlighed for at skabe plads til noget endnu bedre.

Jeg skaber et liv i lethed og flow.

Jeg vil slutte mit indlæg af med et digt af Portia Nelson, oversat af én af mine lærermestre, Jacob Piet, dog har jeg tilladt mig at omskrive det lidt med mine egne ord.

Selvbiografi i 5 kapitler:

  1. Jeg går ned af gaden
    Der er et dybt hul i fortorvet
    Jeg falder i.
    Jeg er fortabt… Her er helt mørkt..
    Det tager en evighed at finde en vej op.
  2. Jeg går ned ad den samme gade.
    Det er et dybt hul i fortorvet.
    Jeg lader som om jeg ikke ser det.
    Jeg falder i igen.
    Jeg fatter det ikke, men jeg er havnet i det samme hul.
    Det tager fortsat en krig at komme op igen.
  3. Jeg går ned af den samme gade.
    Der er et dybt hul i fortorvet.
    Jeg ser at det er der.
    Jeg falder stadig i.. Det er en vane.
    Mine øjne er åbne – jeg er bevidst.
    Jeg kommer hurtigt og styrket op.
  4. Jeg går ned af den samme gade.
    Der er et dybt hul i fortorvet.
    Jeg går udenom.
  5. Jeg går ned af en anden gade.

Skriv en kommentar